HIV og syfilis i Danmark 2025 – status, tendenser og hvorfor test stadig er afgørende
I Danmark anno 2025 er billedet for både HIV og syfilis dobbelt: behandling og forebyggelse er blevet bedre, men en betydelig del af smitten opdages fortsat sent, og syfilis ligger på et højt niveau i europæisk sammenligning. Det gør bred, tilgængelig og målgruppeorienteret testning vedvarende central – især for klinikker, kommunale tilbud og NGO’er.
HIV – færre nye smittede, men for mange diagnosticeres sent
I 2023 blev der rapporteret 227 HIV-tilfælde i Danmark. 110 blev diagnosticeret i Danmark, mens 117 allerede var kendt HIV-positive fra udlandet, herunder en større gruppe fordrevne fra Ukraine. Tallene understreger, at migration påvirker case-mix’et, men ændrer ikke på behovet for systematisk, tidlig testning i Danmark.
Et vedvarende problem er “late testing”: blandt ny-diagnosticerede er andelen af personer, der først får diagnosen sent i forløbet, fortsat høj – særligt blandt heteroseksuelt smittede, men også blandt MSM. Late testing øger risikoen for videre smitte og forringer mulighederne for tidlig behandling.
Syfilis – højt niveau, gentagne infektioner og bredere målgrupper
Syfilis er vokset markant det seneste årti. I 2023 blev der anmeldt 649 tilfælde fordelt på 638 personer. Flertallet var mænd; medianalderen var 41 år for mænd og 37 år for kvinder. Gentagne infektioner var hyppige, hvilket vidner om fortsat transmission i sociale netværk.
I EU/EØS ligger Danmark blandt landene med høje syfilisrater; regionens incidens var 9,9 pr. 100.000 i 2023, drevet især af smitte blandt mænd i alderen 25–34 år. Danmark ligger omkring 11 pr. 100.000, hvilket fordrer vedvarende opmærksomhed – også uden for storbykernerne.
Hvorfor test stadig er en kernekomponent
Selv med PrEP, TasP og styrkede forebyggelsesstrategier er tidlig diagnose afgørende for at bryde smittekæder. Høj andel af late testers for HIV og høje syfilisrater i europæisk kontekst viser, at det ikke er nok at satse på behandling og adfærdsændringer; test skal forblive bredt tilgængelig, hyppig i relevante grupper og organiseret med lav adgangstærskel i både kliniske og community-nære settings.